Kunst i det offentlige rum

– hvem bestemmer og hvem betaler? 

af Lykke Debois.

At få placeret en ny skulptur eller kunstværk i det offentlige rum har alle dage været en kilde til stor opmærksomhed. Før i tiden kunne denne opmærksomhed knyttes til en stor del af befolkningens følelser omkring et bestemt sted eller en bestemt begivenhed. Symbolikken i såvel den opstillede skulptur som i selve indretningen og placeringen i et byrum, skulle før i tiden kunne få os til at mindes, stoppe op eller tænke efter.

Sådan er det ikke mere. Tiden er en anden og kunstværker og specielt skulpturer rummer nu mere deres helt egen historie og i bedste fald en måske løsrevet historie, som fortælles mellem kunstneren, dennes ide til skulpturen og så den enkelte betragter.

Følelserne er blevet individuelle og derfor kan man som politiker i en beslutningsfase omkring nye kunstværker ikke altid hæfte sig ved, hvor stort et antal borgere, der nu synes eller ikke synes om der skal vælges den ene eller den anden kunstneriske løsning.

Beslutningen om en given udsmykning bliver derfor ofte i en offentlig beslutningsproces i tænkefasen skubbet hen til ønsket om en løsning med kvalitet. Der føler man sig som politiker på lidt mere fast grund. En sådan kvalitetsgaranti, som så kan følge med et kunstværk, forhindrer alligevel ikke at der foretages et smagsvalg. Politikerne bliver i udvælgelsesprocessen individualiserede og dermed åbne for kritik.  En måde at undgå bebrejdelser for at udøve smagsvalg kan så være at knytte fagkonsulenter til udvælgelsesprocessen. Kunstnernes egne fagpersoners høringsret kan på en god måde sikre fagligheden i udsmykningsprocessen i ethvert givet byggeri. Der er helt sikkert ligeså meget brug for kunstnerisk vejledning som der er brug for arkitekter. Men der finder dog stadig et subjektivt valg sted – og det skal der da også – alt andet er jo en utopi.

Det er vigtigt, at vi alle i vort samfund forholder os til indretningen og vedligeholdelsen af vort fælles offentlige rum – det har og skal have nogle eksplicitte kvaliteter for os. Vi skal have følelser for de fælles rum, vi færdes i. Vi skal som politikere erkende, at det offentlige rum er dyrebart, at det har en værdi i sig selv og at det skal beskyttes. Beslutning om og placering af kunstværker skal ske ud fra nøje forudgående overvejelser og drøftelser, som skal føre til at fremhæve, diskutere og pege på en kvalitet.

Der er ikke og har aldrig været nogen opskrift på at vælge og gøre det rigtige, heller ikke for politikere. Der skal foretages et valg mellem flere muligheder og resultatet skal være den kunstnerisk mest holdbare løsning. Det har gennem årene altid været en gentagende erkendelsesproces for politikerne, at der i skabelses- og fremstillingsprocessen af et givet kunstværk ligger en arbejdsindsat som i sidste ende også har indflydelse på selve kunstværkets pris og det kræver en ordentlig økonomi. Ingen sætter spørgsmålstegn mere ved ønsket om kunst i det offentlige byggeri. Kunst er der brug for.  I ethvert politisk projekt tales der i dag mere end nogen sinde om kulturelle behov, om at medvirke til nye oplevelser, om at indrette muligheder for nye fællesskaber og om nybyggeriers indretning i et velfungerende moderne samfund. Der tales også om at understøtte alle former for kunstneriske uddannelser og skabe formelle og uformelle miljøer, hvor kunsten og kunstnerne er vigtige aktører i byernes liv.

Der behøves en god økonomi til at virkeliggøre disse politiske intentioner. Det politiske system er aldrig i tvivl om, at det er nødvendigt at fremskaffe en bestemt økonomi, når det gælder offentlige byggerier. Men så snart det kommer til kunstnerisk udsmykning af samme, så kommer individualismen på arbejde og diskussioner tager fat. Kunst og kunstnerisk virke er ikke og skal ikke være synonym med demokrati – hvis den var det, så var den sandsynligvis uinteressant. Kunsten er kunst fordi den er sin egen. Men midler skal der til.  En måde for sikring af tilpas med offentlige midler til kunstnerisk udsmykning kan være, at bygherren ved nybyggerier har en fast vedtaget promille-regel med i alle sine byggeregnskaber. En anden mulighed kan være samarbejde mellem offentlige og private fonde, hvor den økonomiske robusthed så kan øges, men hvor den kunstneriske udvælgelsesproces så også kan risikere at gå hen og blive svækket for endelig at mødes i et kompromis. Der vil altid være en diskussion om beløb til kunstnerisk udsmykning, fordi der samtidig med den praktiske udførelse tales til vores individuelle følelser. Den politiske opgave er for mig at se, at den kunstneriske udsmykning prioriteres og garanteres et grundbeløb. Vi skal finde en formel i alle vore politiske byggesager og kunstindkøb, hvor det ikke er til diskussion om, hvor meget eller hvor lidt kunsten skal have, men at kunsten altid har sit eget budget.